Galleri Fredslund - dec. 2017
Nyhedsbrev - 16. dec. 2017
Stacks Image 22
Kære Alle

Så er der igen nyhedsbrev fra Galleri Fredslund, det blev til et langt ophold, men 2017 blev også et lidt anderledes år.
En del af forklaringen ligger i at jeg i marts måned valgte at drosle lidt ned på maleriet og hellige mig et arbejde som kirketjener i en lokal kirke.
Det arbejde var jeg klar over ville få betydning for hvad jeg kunne nå, men som man har kunnet læse i dette og mine tidligere nyhedsbreve fra i år, har jeg heldigvis haft mulighed for både at være med på forskellige udstillinger rundt om i ind-/og udland og samtidig også få malet nogle nye malerier.

Siden sidste nyhedsbrev d. 1. juni har jeg haft udstilling i New York, Esbjerg, Silkeborg og på Tunø.
Udstillingen hos Artifact Gallery i New York var fin og professionelt sat op af galleriejeren og ferniseringen var fint besøgt. Galleriet ligger i et gademiljø af små fine gallerier og hyggelige cafeer/restauranter, og publikum var interesserede og spørgelystne.
Malerierne er kommet hjem igen og det har givet god omtale og et bredere kendskab til mine malerier, hvilket også afspejles i det der sker i disse måneder - læs herom senere.
Udstillingen i Esbjerg er en udstilling som jeg har deltaget i siden 2011. Desværre havde jeg kun mulighed for at være der i den indledende weekend i år, men en god veninde som jeg delte containeren med passede det resten af perioden.
Mine malerier hos Yerst Glasi Silkeborg er også kommet hjem efter nogle måneder i det fine glaspusteri der ligger i Tværgade midt i Silkeborg.
Endelig er mine malerier på Tunø også vendt hjem efter knap 4 måneders sommerophold hos Bent i Galleri Eggertart. Bent har et fantastisk galleri på øen som er åbent i sommermånederne og han afholder "Montmartre" i en weekend hvor kunstnere samles og arbejder med hvad de nu synes og ellers har det hyggeligt sammen.
Udover mine malerier har jeg også haft nogle af mine Artmoney med på en udstilling på Færøerne hvor der blev solgt nogle stykker og til næste års skal de på udstilling Down Under i Sydney.

Som et resultat af alle disse udstillinger glæder jeg mig over, at efterspørgslen er steget og flere har henvendt sig og spurgt til malerier de har set rundt omkring på mine udstillinger, eller er blevet inspireret af mine malerier til at se mere på min hjemmeside.
Salget har været ganske overvældende og efterspørgslen for at få mine malerier til udstilling er vokset - senest har Egmont koncernen bedt mig udstille i deres 3 huse i København i efteråret 2018.
Herudover har jeg aftale med Skt. Peders Kirke i Randers om en udstilling i januar/februar 2018.
Sammen med kollegaerne i Atelier 12B, skal jeg også at deltage i nogle udstillinger rundt omkring, men det kommer der mere om her eller på www.atelier12b.dk
I denne uge er jeg er blevet kontaktet af det engelske magasin Scan Magazine, de vil lave et interview til en artikel som kommer i deres 2018 januar nummer. Magasinet brander Skandinavisk livsstil, kultur og design og udgives i England, Tyskland, Holland, USA og de skandinaviske lande. Herudover er de inflight magasin hos diverse luftfartsselskaber som flyver til og fra Danmark. Det er spændende med sådan en ny mulighed for at komme ud med min kunst.

Jeg ønsker Jer alle en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår og vil gerne sige tusind tak for året der er gået.
Kærlig hilsen

Kirsten
Og husk - i kan også altid følge med på min Facebook-side eller tilmelde jer på mit nyhedsbrev

"Kunst er stort set et ja til tilværelsen" - Friedrich Nietzsche